Om mig - Min historie

Jeg hedder Michelle

Jeg er uddannet pædagog med en overbygning i generel pædagogik (cand.pæd.pæd.).
Jeg har viden om mental sundhed samt social inklusion og kommunikation.
Jeg er uddannet mindfulnessinstruktør.
Jeg sidder i bestyrelsen i Migræne- og Hovedpineforeningen.
Jeg har tidligere arbejdet med 0-6 årige børn i daginstitutioner.
Jeg ser det som min vision at hjælpe og støtte unge kvinder til at have mental omsorg for sig selv.

Min historie kort fortalt

Jeg er 33 år, og bor i Midtjylland med min mand og to små børn.

Jeg har været syg af stress tre gange i mit liv, alle af forskellige årsager. Hver gang lærte jeg noget af, at min krop fortalte mig, at der var noget galt. Jeg har også lært, at stress kan komme igen, hvis ikke jeg lytter til min krop og lærer dens signaler at kende.

I løbet af livet kan det ikke undgås, at der sker uventede ting, som kan vende op og ned på éns hverdag. Når det skete, har jeg været nødt til at ’genopfinde’ mig selv.

Før jeg fik mine to børn, havde jeg ikke lært mig selv og mine egne grænser at kende. Jeg kunne faktisk slet ikke mærke, hvem jeg var, eller hvad der føltes rigtigt eller forkert. Jeg følte mig forkert.

Svære udfordringer på min vej

Det var først da jeg havde mødt tilstrækkelig med vanskelige udfordringer i mit liv, at jeg indså, at jeg måtte lægge mit liv om. Jeg måtte til at se indad, og mærke efter, hvad der egentlig skete indeni mig. Førhen flygtede jeg i håbet om, at de svære følelser måtte forsvinde – det blev jo nok bedre lige om lidt. Men det gjorde det ikke. Jeg fik det værre og værre, og min krop sendte flere og flere signaler til mig, i forsøget på at råbe mig op.

Det er først i dag – hvor jeg er kommet ud på den anden side med succes – at jeg kan blive skræmt over, at jeg havde lukket fulstædigt ned for at mærke noget som helst. Især for, hvor mine grænser gik. Jeg følte mig ensom og ked af det.

Jeg følte et enormt forventningspres både fra omgivelserne og fra mig selv. Jeg var meget perfektionistisk, og kunne ikke sige ”nej”. Jeg havde urealistiske forventninger til mig selv, og prioriterede ikke mig selv. Jeg var ikke nærværende, når jeg var sammen med mine børn, min mand og min familie. Jeg var hele tiden et andet sted oppe i mit hoved – hos vasketøjet, der skulle lægges sammen, hos aftensmaden der skulle laves, hos alt legetøjet der skulle ryddes op fra gulvet, hos alle nullermændene på gulvet, fordi der var egentlig også ret beskidt! Og sådan kunne det blive ved. Jeg rejste mig og gik, hver gang jeg kom i tanker om noget nyt.

Jeg var rastløs, og havde ingen ro på mig. Jeg burde nok også dyrke motion, og jeg skulle også lige huske at tjekke alle beskederne på Aula til i morgen, så jeg var opdateret.

Ønsket om at være en god mor og en sund rollemodel Blandt andre faktorer, var det tydeligste signal, det dybtfølte ønske om at være en god mor – en god rollemodel – for mine børn, der fik mig til ’at vågne op’. Jeg indså, at nogle ting skulle være anderledes. Ellers ville jeg lære mine børn, at de er forkerte. Efter en periode med psykisk bearbejdning af hændelserne og med opmærksomhed på mit helbred, begyndte det at gå fremad.

Tidligere havde jeg prøvet at gå ned med stress, hvor jeg var sygemeldt i flere måneder.

Dengang havde jeg oplevet at have svedeture, hovedpine, hjertebanken, hukommelses- og koncentrationsbesvær, tankemylder, rastløshed og en stærk følelse af, ikke at være ’god nok’.

Mange af disse signaler gentog sig da jeg blev syg igen. Først tredje gang begyndte jeg for alvor at lytte til mig selv, og fandt min vej ud af stressens klør.

Jeg tog ansvar. Ansvar for mig selv.

Den rette støtte

Hvis jeg havde vidst, hvordan jeg skulle finde mig selv, og få det godt igen første gang jeg blev syg, havde det forandret mit liv betydeligt. Sikke al den tid jeg kunne have sparet mig selv for at gå og have det skidt!

I dag har jeg det godt. Jeg har lært at leve med at stress kan komme igen, men nu ved jeg, hvordan jeg skal tage hånd om mig selv. På min vej opdagede jeg, at jeg kan have mental omsorg for mig selv. Jeg er ikke forkert, men min krop reagerede på en helt naturlig og biologisk måde.

I dag er min krop min ven, som fortæller mig, når jeg skal stoppe op og huske mig selv. Pauser er blevet altafgørende for mig, og at lytte til mig selv og mine egne grænser. Et ”nej” til andre, er et ”ja” til mig selv.

I dag kan jeg tydeligt mærke i min krop. Jeg kan mærke, hvornår noget føles skidt og forkert, og hvornår noget føles godt og rigtigt. Jeg kan mærke mig selv, og lægger mærke til alle de små skønne øjeblikke, som livet giver. Jeg ved nu, at jeg er rigtig som menneske. Jeg ved, at jeg har rettighed til at være mig selv, og med de behov jeg har. Men jeg ved, at det er mit eget ansvar at have det godt, og at blive ved med at have det godt.

Har du det ligesom jeg har haft det?

Mine egne oplevelser og erfaringer fortæller mig, at mange unge kvinder går rundt og har alt for høje forventninger til sig selv – ligesom jeg har haft.

Jeg oplever, at mange unge kvinder ofte glemmer sig selv og sine egne behov, og sætter børn, mand, familie, hjem og arbejde først på deres prioriteringsliste – og sig selv på en sidsteplads.

Fordi jeg selv har følt langvarig stress på min egen krop, vil jeg gerne hjælpe og guide unge kvinder i deres selvudvikling. Jeg kan bidrage med at sætte mine egne erfaringer og min faglige viden i spil. Tænk sig, hvis jeg kan hjælpe dig med at ’spare’ noget tid, fordi du kan få den rette rådgivning, og ikke skal vente til tredje gang du er syg med stress!